Anders dan verwacht Deense uitgave

Jeg vil gerne dele min fødselshistorie, jeg starter med den sidste måned af min graviditet.

Jeg boede denne gang i København med min danske kæreste. Vores første barn forventes den 8. august 2019. Men alt blev anderledes end forventet. Jeg havde en almindelige aftale hos jordemor i Gentofte hospital, jordemoderen kontrollerede min mave og begyndte at føle, hun fandt ud af, at han lå i underkopsstilling, hun fortalte os, at der er stadig en mulighed for at han vender sig, men chancen er meget lille. Hun foreslog, at vi bestiller en til hos på Herlev hospitalet, hvor de vil forsøge at vende ham. Min kæreste og jeg er begge enige om, at vi gerne vil give det en chance.

En uge senere sad vi i venterummet, det var endelig vores tur. Jeg skulle lægge mig ned og fik nogle kabler og udstyr tilsluttet og sygeplejere sagde at de ville komme tilbage efter 30 minutter for at give muskelafslappende middel (injektion). Efter fik jeg min muskelafslappende middel og så skulle jeg lægge mig med hovedet ned, hvilket er fantastisk, når man har halsbrand, men det gør vi bare. Så jeg var klar til min vendingsforsørgelse men så gik alarmen, og skulle vi vente, men der havde vi selvfølgelig fuld forståelse for. den søde dame glemte, at jeg stadig var med hovedet nede, og så beslutter jeg mig for at trykke på hjælpeknappen, så de kan sætte mig op igen. Et stykke tid senere startede vi forfra med vendingsforsørgelse af vores søn. Der var noget der sagde i mig, at det ikke kommer til at ske, han vil ikke dreje, eller der er noget, der forhindrer det i at dreje. hver gang han næsten var kommet på plads, men så tænkte lille man, No way, jeg går tilbage igen (er også dejligt når man ligger med hovet på moderkagen) så måtte vi desværre give op. Vi lavede en ny aftale ca. 8 dage bagefter for at give det en chance til, men det lykkes desværre ikke.

Vi fik en konsultation med en af afdelingslederne for at diskutere, hvad vi skal gøre, om det vil være en kejsersnit eller en naturlig fødsel, der kan ender op i en kejsersnit, hvis alt ikke går som planlagt. Efter vi har snakkede vores muligheden igennem, så spurt hun om hun selv ikke må prøver det en gang, for det kan ikke være rigtigt, at han ikke vil vende sig. vi sagde begge: ja, men desværre hjalp det ikke. Og nej, det gør ikke så meget ondt, det er mere irriterende end smertefuldt, i det mindste for mig. Tip: Gør det hurtigst muligt, jo mindre barnet er, jo mindre ubehageligt det er.

Under alle omstændigheder har vi lavet en plan om, at vi vil vente med en kejsersnit indtil terminsdatoen (som jeg nævnt før, noget i mig sagde at jeg skal vælge en kejsersnit, der er noget der ikke stemmer. Nå, vores plan er fastlagt den 6. august 2019 kejsersnit.

Natten mellem den 28. juli og den 29. juli gå min vand ... Klokken tre om natten. Jeg vækker min kæreste, som derefter svarer, er du er sikker på, at dit vand er gået, og jeg følte det ligesom i filmene, at det bare vælter ud. (numse er mindre end hovedet, hvilket frigør mere plads) Min kæreste måtte derefter ringe til hospitalet, fordi jeg ikke stå eller side oppe, jeg skal ligge fladt på ryggen, fordi jeg kan risikere, at man få navlestrengens nedfald. Chancerne er ret små 2 ud af 1000 mennesker få en navlestrengens nedfald ved fødslen. Ambulancen er ankommet og kører mig til hospitalet, min kæreste følger os i vores egen bil. Hospitalet kontrollerer, hvor meget jeg har udvide mig, og det er kun 1,5 cm, så der er stadig en lang vej tilbage. Jeg har fortalt min jordemor at vi oprindeligt havde et planlagt kejsersnit, men vi gerne vil prøve det på den naturloge måde først. De sagde, at vi holder os til planen, så snart det går ikke hurtigt nok, eller noget ikke går efter planen, vil han blive hentet af kejsersnit. Jeg fik en Panodil og en varmepude til veerne, de sagde at de ville komme igen om 30 minutter for at se hvordan udvidelsen går osv. Jeg tror mindre end 5 minutter senere havde jeg ekstreme veer og jeg kunne ikke engang ligge. Jeg følte, at der var noget der skulle komme ud (ja det er sådan det er) og gik jeg så på toilettet. Jeg gik tilbage til vores stue og fortalte min kæreste at jeg har en konstant trang til at få noget ud og få intense veer. Jeg sagde til ham, hvis dette kun er den indledende fase, så giv mig en epidural ... Jeg gik igen på toilettet, hvor jeg pludselig føler, at der falder noget ud ... den første ting, der gik op for mig var, SHITdet er navlestrengen. Jeg vendte hurtigt tilbage til vores stue og lagde mig ned og sendte derefter min kæreste ud for at få hjælp, selvom de ville komme tilbage om 15 minutter for at se, hvordan det går, følte jeg, at det her var helt galt. Min kæreste løb for at få hjælp. I mellemtiden kunne jeg mærke, at min søn begyndte at sparke på en underlige måde ... og jeg begyndte at bekymre mig rigtigt meget...

Jordemoderen er ankommet, så snart hun ser på situationen, kan jeg se på hende, at det her er ikke godt. Hop stak hånden ind for at skubbe ham op, fordi navlestrengen sad klem , Jeg mærker ikke et hjerteslag, hører jeg hende sige, hun beder kæreste om at tage tæppet og lægge det under mig, derefter skulle han trykke på alle alarmknapperne (gudskelov, at han ikke gik i stå af Chok) på få sekunder ligger jeg i operationstuen, hvor jeg fik at vide, hvad de skulle gøre, jeg vil få fuld narkose der det simpelthen ikke var tid noget andet, det eneste jeg tænkte på var, det er lige meget få ham ud!! inden jeg blev bedøvet fortalte hun mig, at hun følte et hjerteslag igen, og jeg vidste dybt inde mit hjerte, at han ville overleve det, men han er nødt til at komme ud nu!

Jeg vågner op og hører pludselig tillykke, jeg er helt fortvivlet og forvirret. Jeg er bragt til genopretningsrummet for at vågne op, og jeg har ikke få lov til at komme på barselafdelingen, fordi jeg stadig bløder for meget. Jeg havde mistet en liter blod, sagde sygeplejersken. I mellemtiden får jeg endelig muligheden for at holde min søn. Desværre måtte sygeplejersken trykke på min mave en gang imellem for at hjælpe med at krympe livmoderen. Jeg kunne virkelig slå den fyr, gud der gjorde ondt!! Efter at min blødning endelig var under kontrol, fik vi endelig lov til at komme på barselsafdelingen.

Den næste dag.

’

Sygeplejersken spurgte os dagen før, om jordemoderen og kirurgen måtte komme forbi for at snakke det hele igennem, der skete den dag, det ville vi meget gerne. Vi fik begge komplimenter for at reagere så hurtigt, fra det øjeblik jeg bemærkede noget usædvanligt til at henter hjælp. De fortalte os, at hvis vi havde ventet 10 minutter længere, vi ikke har haft en levende baby. Desværre sker det ofte, at folk venter, indtil vi kommer for at kontrollere, og så er det ofte allerede for sent. Jeg fik også at vide, at jeg er gået fra 1,5 cm til 6/7 på cirka 15 minutter, og at min krop har været igennem næsten hele fødselsprocessen, og det vil være en fordel med baby nr. 2. At høre dette efter alt, hvad der gik galt, at der var stadig noget godt ved min krop. (Sådan følte jeg mig). Hun fortalte os igen, at vores søn Liam ikke led nogen hjerneskade, og de kontrollerede det ved at teste blodet i navlestrengen for iltværdier.

Hvordan har vi det nu: Liam er nu 18 måneder gammel og er en sund og rask dreng som udvikler sig som det skal. For mig er går det op og ned, jeg er meget stolt og glad for at være mor, men jeg har fået angst, panikanfalder og traumer, og jeg vil gerne afhjælpe dem senere gennem terapi. Jeg kan råde alle, der også har haft en traumatisk oplevelse, om at søge hjælp kort efter, at jeg selv har ventet for længe. Du føler det hver gang du har det under kontrol, men det kommer stadig tilbage. Jeg håber at hjælpe andre med den samme slags oplevelse, at vi ikke er alene.